Virksomheden

Pladeselskab dk er i dag med Sandra Sprange som formand organiseret som en non-profit velgørende forening bestående af 2 typer af medlemmer. De, der aktivt tager del i "hjælpearbejdet" og de, der er med til at modtage denne "hjælp". Hjælperne er ulønnede og da vi således kun har de eksterne omkostninger at udrede, er det virkeligt fordelagtigt for kunstneren.

Vi gør ikke noget, som kunstneren ikke ville kunne gøre selv men vi kan give kunstneren lejlighed til at koncentrere sig om sit eget område i stedet for at bruge uforholdsmæssig megen tid på administration og andre tidsrøvere.

Dette gør vi ved at stå til rådighed for kunstneren indenfor specielt indspilning og udgivelse men tillige med mulighed for at virke som musikmægler ved at tage tekster og kompositioner i kommission, så andre kan benytte værkerne. Der vil desuden blive mulighed for afholdelse af diverse kurser, for eksempel i opsætning af hjemmestudie, anvendelse af udstyr, musikteori og meget andet.

Pladeselskab dk har været på banen i omkring 20 år og har fra starten koncentreret sig om de kunstnere, der ikke kunne komme videre i branchen ad anden vej. Vi har lagt vægt på det faktum, at det skulle være muligt for enhver at få sine drømme udlevet eller i hvert fald afprøvet.

Selvom vi har udgivet på fysisk medium tidligere, så arbejder vi i dag dog først og fremmest med udgivelser på internettet, hvor vi har mulighed for at sælge enkelttracks eller albums i mere end 100 forskellige downloadforretninger og portaler fordelt over hele verden.